Velkommen til DrikRom.dk
Hjem
   Test
   Info
Geografi
Litteratur
 Kontakt
Anmeldte mærker:
Procedure for anmeldelserne
 

Alle mærker er testet under samme vilkår. Fremgangsmåden har væres således:

  • 2 cl af rommen hældes i et cognac glas. Indholdet skal have ca. stuetemperatur.
     
  • Glasset holdes i håndfladen, og rommen slynges rundt i glasset.
     
  • Duften vurderes.
     
  • Smages vurderes.
     
  • Samlet konklusion på baqggrund af duft/smag/pris og andet kendskab til mærkets baggrund.
Anmeldelse af rommærker

Bacardi - ron 8 años
Pris: Middel

Duft: Sød med spor af vanille og blomster.

Smag: En meget rund og behagelig smag, der leder tankerne hen på frugter. Den har en yderst kompleks eftersmag, hvor egetræslagringen kommer til udtryk, og giver dig lyst til mere.

Konklusion: Bacardi destillerierne har rødder i Cuba, men som følge af revolutionen foregår alt produktion i dag andre steder - f.eks. Bahamas og Mexico. Denne 8 års lagrede version, er helt klart en rom i topklasse.

Top
Bacardi - Carta Blanca
Pris: Lav

Duft: Svag og sprittet.

Smag: Første smagsoplevelse er en tør og skarp fornøjelse. Eftersmagen udgøres af en kort og let krydret skuffelse.

Konklusion: Her er et eksempel på at Bacardis rom-sortiment spænder lige fra trist til ypperligt, og denne velkendte hvide rom ligger helt nede i det triste område.
Mit bedste råd er: Bland den med Cola.

Top
Ron Barceló - Añejo
Pris: Lav

Duft: Let blomsteragtig duft af ananas.

Smag: Først meget let men afslutter kraftige, dog uden at blive særlig dominerende. Elementer som peber og blommer kan spores.

Konklusion: Ron Barceló er det største mærke i Den Dominikanske Republik, og Añejo versionen ligger i mellemklassen i deres udvalget. Er efter sigende lagret i op til 3 år. En meget enkelt og ukompliceret rom, som ikke rigtig gør sig fortjent til store rosende ord.

Top
Captain Morgan - Black Label Jamaica Rum
Pris: Lav

Duft: Tung og krydret.

Smag: En kraftig og rom med smagsnoter af krydderi og lakrids. Smagen er solid men ikke videre behagelig.

Konklusion: Piraten og guvernøren Henry Morgan skabte denne jamaikanske rom, der kan anses som en smagsstærk men lidt unuanceret rom. Det bedste resultat opnås ved at toppe glasset med cola.

Top
Clément - Rhum Vieux
Pris: Middel

Duft: Kraftig brændt duft med let sødlig strejf.

Smag: En syrlig, frugtagtig og massiv smag med karakter i retningen af cognac. Som mange andre rhum agrocoles er her antydninger af mørke bær, nødder og peber.

Konklusion: Homère Clément er en af pionerene bag rhum agricole, og destilleriet producerer i dag en hel del forskellige romtyper. Denne lagrede rom har en markant karakter og en lang og alsidig smag.

Top
El Dorado - 12 år
Pris: Høj

Duft: Den dybe gyldne farve emmer kraftigt af honning, dadler og svulmende sødme. En duft der indbyder til at smage.

Smag: Lang og intens oplevelse! Den fløjsbløde søde smag fylder hver en afkrog af munden med velbehag, og en vedvarende eftersmag af modne frugter og chokolade.

Konklusion: El Dorado tilbyder et stort udvalg, og lagringen strækker sig fra 5 år helt op til 21 år. Denne 12 års udgave er et yderst behageligt bekendskab, og falder i klasse med de aller mest anbefalelsesværdige mærker.

Top
El Dorado - 15 år Special Reserve
Pris: Høj

Duft: Dette næst-ældste flagskib hos El Dorado bringer sanserne endnu højere op. En brændt og tonstung duft emmer kraftigt af kanel og svedsker - udover blid sødme.

Smag: Sammenlignes med EL Dorados 12 års rom, er denne version opgraderet med en behagelig brændt bitterhed á la mørk chokolade - sandsynligvis pga. de ekstra år på egetræsfade. Fællestræk er en lang og massiv sirupsagtig sødme, og en eftersmag som kildrer smagsløgene i næsten uendelighed.

Konklusion: Først og fremmest, kan det ikke understreges kraftigt nok, at El Dorado producerer rom i ypperste kvalitet. De små "buttede" flasker er efter sigende fremstillet efter inspiration fra gamle mundblæste rom flasker. Er du til rom med stor smag, men med afbalanceret sødme, er dette valget.

Top
Flor de Caña - Centenario (12 år)
Pris: Middel

Duft: Den dybe, mørke farve rommen har, leder forventningerne hen mod en kraftig melasse rom. Duften er sød og fyldig som honning, kanel og blomster.

Smag: En behagelig mundfuld rom, med en lang, brændt eftersmag. Som både farve og duft har antydet, er smagen dejlig rund og sød.

Konklusion: Flor de Caña er Nigaraguas eneste rom producent, og her lagres rom på egetræsfade i 4, 7 og 12 år. Centenario er toppen af kransekagen, og er bestemt et anbefalelsesværdigt bekendskab. Som andre mærker fra fastlandet (f.eks. Zacapa fra Guatemala og Santa Teresa fra Venezuela) er melassen gennemtrængende i smagen og sødmen i top.

Top
Havana Club - Añejo Reserva
Pris: Lav

Duft: Svag og forsigtig sødlig duft, med aner af bær.

Smag: Ikke den store oplevelse ligger gemt i den lettere anonyme smag, men en simpel sødme kombineret med vanilie, findes.

Konklusion: Havana Club er Cubas største rommærke og huser en række vidt spændende flasker - fra mixer til mesterværk. Añejo Reserva er et blend af mange rom, og må karakteriseres som et produkt bedst egnet til drinks - isoleret i et glas er den ikke markant nok. Men trods alt en mere robust mixer end f.eks. Barcardi Carta Blanca.

Top
Havana Club - Añejo 7 años
Pris: Middel

Duft: Sødlig og frugtagtig med begrænset overvældelse.

Smag: Blød og rund, med flere forskellige smagsnuancer. Den har en længe eftersmag af karamel, lakrids og abrikos.

Konklusion: Denne 7 års lagrede rom fører Havana Club ind som en bemærkelsesværdig spiller. De 7 år på fad har sat sit positive præg på rommen, og gør den til en "smagsværdig" mellemklasse rom.

Top
Havana Club - San Cristobal de la Habana / Ron añejo solera
Pris: Høj

Duft: Dråberne har en dyb mørk farve og sender en overvældende intens duft afsted, med karamel, modne frugter og generel sødme.

Smag: Efter sådan en duft er smagsløgene sat i højeste beredskab, og med god grund! Rommen åbner for en enorm fylde af bær og svesker. Eftersmagen, som vidner om en længere lagring, er koncentreret, lang og brændt, og hele smagen kædes sammen af en velafbalanceret sødme.

Konklusion: I forbindelse med Havanas 480 års jubilæum, er denne rom produceret i et begrænset antal og fohandles kun på Cuba. Resultatet er en ekstraordinær spændende rom, med en uovertruffen karakterfuld smag.

Top
Lamb's Navy Rum
Pris: Lav

Duft: Med ordet "Navy" i navnet, ledes tankerne i retningen af tjære og krudt, og rommens farve lever bestemt op til det. Duften er massiv og overvældende af svedsker og dadler.

Smag: Smagsløgene registrerer en begrænset sødme men en god fylde i retningen af nødder og brunkager. Der er kraftige paralleller til jamaicansk rom, som f.eks. Captain Morgan.

Konklusion: Lamb's rom blev etableret i London i 1849. Siden har mærkt ekspanderet til det meste af verden og består i dag af et blend af rom fra Barbados, Guyana, Jamaica og Trinidad. Lamb's Navy Rum er et dejligt glas rom, til en fornuftig pris.

Top
Malibu - Caribbean White Rum With Coconut
Pris: Lav

Duft: Kraftig sukkersød kokosduft.

Smag: Kokossmagen overdøver alt andet. Næsten oversød og klistret smag.

Konklusion: De fleste kender sikkert Malibu fra barskabet hvor den er velegnet til at mikse drinks med. Den altoverskyggende søde kokossmag gør den uegnet til at nyde ren.

Top
Mount Gay Rum Eclipse - Refined Barbados Rum
Pris: Lav

Duft: Velduftende og blid med vanillestrøg.

Smag: Tør og skarp. Let røget smag der desværre klinger hurtigt af.

Konklusion: En udmærket rom med en næsten whiskyagtig smag. Kunne dog have godt af yderligere et par års lagring.

Top
Pagos de Fuego - 8 añejo
Pris: Middel

Duft: En liflig duft fylder glasset med sødme, frugter og bær.

Smag: Et skarpt bekendskab er første tanke, der dog hurtigt afløses af smagen af klassisk rom. Den er sødlig, fyldig i retningen af lakrids og dadler.

Konklusion: Pagos de Fuego importeres fra Jamaica og Barbados til Spanien. Her lagres den i 8 år og blendes siden hen. Resultatet har arvet den tunge og lidt komplicerede Jamiaca stil, men indeholder samtidigt enkelte bløde elementer.

Top
Plantation Rum - Barbados
Pris: Middel

Duft: Kraftig og sødlig, let ananas / banan duft.

Smag: Meget rund og fyldig rom. Fadlagringen træder kraftigt i karakter og giver en behagelig nøddeagtig smag.

Konklusion: Ligesom Mount Gay er dette et produkt fra Barbados, hvilke typisk betyder en andeledes og meget velafbalancered rom. Plantation fås i flere varianter fra andre områder i Caribien, men Barbados versionen er meget anbefalelsesværdig.

Top
Rhum Negrita - Bardinet
Pris: Lav

Duft: Stærk duft af modne bær.

Smag: Let tør og brændt smag med kraftige elementer der minder om mørke bær, rosiner og cognac.

Konklusion: Denne populære franske rhum agricole produceres på Martinique og er en meget særpræget oplevelse. Rommens kraftige smag gør at den er velegnet til drinks og madlavning, men knap så god at nyde ren. Bestemt ikke en rom for begyndere.

Top
Ron Pampero Aniversario
Pris: Middel

Duft: Kraftig sød duft af modene frugter og portvin.

Smag: Denne lille buttede flaske ser ikke ud af meget, men smager til gengæld af rigtig meget! Først en sød, vanille smag der bevæger sig i retningen af frugter og mørke bær. Til tider kommer man i tvivl om man har taget fejl af Ron Pampero og en god cognac.

Konklusion: I Venezuela har Ron Pampero Aniversario ligget på egetræsfade, og det endelige produkt er et blend af en række to til otte år gamle rom. Den har karakter, og adskiller sig fra den klassiske søde romsmag ved at have elementer fra andre typer af spiritus. Alt i alt et anderledes men meget anbefalelssværdigt emne.

Top
Ron Matusalem - Gran Reserva 15
Pris: Middel

Duft: Meget sød og vanilleagtig duft. Stor fylde der skruer forventninger helt i top.

Smag: Desværre stopper de rosende ord her. Smagen er kort, krydret i retningen af peber, og ellers uden store armbevægelser.

Konklusion: Dommen ender på tre ud af fem stjerner. Alt i alt en ok rom, men efter 15 år's fadlagring burde resultatet være bedre. Der mangler simpelthen flere smagsnuancer og eftersmagen er nærmest ikke eksisterende.

Top
Ron Zacapa Centenario - 23 años
Pris: Høj

Duft: Let blomsteragtig, med vanille og honning elementer.

Smag: "Det føles som om der er fest i min mund !" Først breder sig en behagelig sød smag, så fyldig og rund at man forbløffes. Derefter overvældes man af karamel, honning, sirup og modne frugter, før smagen langsomt aftager og efterlader dig sukkende efter endnu en "rom-rus" af dimensioner.

Konklusion: I Guatemala fremstilles Zacapa rom. 23 år har denne rom ventet på at blive nydt, og det er den uden tvivl værd at vente på. Sjældent møder man en så intens og koncentreret smagsoplevelse på flaske, og nuancerne er utallige. Zacapa Centenario er en uovertruffen rom, og det er absolut ikke uden grund at den har ligget helt i toppen, ved kåringen på den "Internationale Rum Festival" de sidste adskillige år.

Top
Ron Zacapa Centenario XO - 25 años
Pris: Meget høj

Duft: Som hos en god portvin, oser glasset af sødme, krydderier, tobak og druer.

Smag: Enorm fyldig og koncentreret rom smag. Her er spor af svesker, vanillie og chokolade, kombineret med en afdæmpet sødme.

Konklusion: Man må spørge sig selv om det virkelig er muligt at gøre Ron Zacapa endnu bedre, ved at lade den lagre yderligere to år. Det vil være forkert at svare ja eller nej, da de to Zacapa rom er usammenlignelige. Først og fremmest er 25 års versionen nedtonen mht. sødme, og bastantheden og den overvældende densitet af smagsnuancer, gør den til et respektfuldt bekendskab. Hvis Zacapa 23 años kaldes for forrettens elegante og delikate capacio, er Zacapa XO hovedrettens perfekt stegte røde bøf.

Top
Rum Nation - Demerara 15 år
Pris: Middel

Duft: Man svæver væk i en tung duft af sirup, kanel og brunkager.

Smag: Rum Nation byder på en behagelig og forførende smag af bl.a. karamel, frugter og dyb sødme. Eftersmagen er lang og intens, og 15 års fadlagring kommer virkelig til sin ret. Den kan sammenlignes med en lagret, drikkemoden rødvin. Her får du den fantastiske smag af god rom i koncentreret udgave.

Konklusion: Alene den næsten uigennemsigtige mørke sirupskulør afslører at denne rom er en smagsbombe. Dråberne er fremstillet i Guyana, og sælges i en 12 og en 15 års udgave. En rom i særklasse!

Top
Saint Etienne - Reserve Spéciale VSOP
Pris: Middel

Duft: Dejlig frisk aroma i retningen af druer, honning og vanillie.

Smag: I stor kontrast til duften, er det ikke sødme der dominerer smagen, men derimod friske frugter, tobak og engelsk lakrids. Som andre rhum agricoles er rommen mere brændevinsagtig, uden melassens sødme.

Konklusion: Den tidligere franske koloni, Martinique, huser Saint Etienne. Denne flaske er en hæderlig rom, i klassisk agricole stil.

Top
Saint James - Royal ambre
Pris: Lav

Duft: Behagelig cognac-agtig, med elementer af ananas og bær.

Smag: Kraftig brændt smag i retningen af nødder og mørke bær. En anelse tung. Minder lidt om rhum negrita.

Konklusion: Den klassiske rhum agricole smag er i hus, og er man til brandy, cognac eller armagnac, falder Saint James sikkert i smag

Top
Santa Teresa - ron Antiguo de Solera
Pris: Middel

Duft: Kraftig duft i retningen af melon og honning.

Smag: God fyldig og krydret smag med karamel. Fadlagringen træder frem og giver en lang og behagelig eftersmag.

Konklusion: Santa Teresa produceres i Venezuela og er fabelagtig. En rom der kombinere den sødlige smag af melasse med kraftige egetræsnoter fra lagringen.

Top
Ypióca Cachaça
Pris: Lav

Duft: Syrlig og let gæret duft. Meget frugtagtig.

Smag: Umiddelbart minder denne næsten farveløse drik mere om frugtbrændevin, men den lange sødlige eftersmag giver store ligheder med rom. Smagen er frisk og skarp, og med modne frugter som fællesnævner.

Konklusion: Testens outsider er denne cachaça fra Brazilien. Cachaça er en romlignende brændevin, lavet på ren sukkerrørssaft, med stor udbredning i sydamerica. Dens friskhed og søde smag gør den meget interessant, og cachaça er helt klart et must for alle romnydere.

Top